Lille Lars på eventyr i Australien
Dato: Tirsdag, 08. december 1998 kl. 22:02:46
Emne: Nyt fra klubmedlem


Allerede i foråret 97 begyndte jeg at sloske (sammensat ord af: slentre, sjappe, soppe, slaske) omkring i det kolde danske vejr med en fornemmelse af at "noget måtte der ske". Og denne gang ville en sommertur til Vesterhavet ikke være nok. Så jeg begyndte så småt at overveje en længere ekspedition og ideer var der nok af. Jeg begyndte at tage studielån (uha) og langsomt begyndte en plan at tone sig frem i min eventyrshungerende hjerne. Australien! Et populært feriemål med forlystelser af alle slags.... Inklusiv dykning.

Jeg havde på det tidspunkt haft mit dykkercertifikat og dykkerudstyr i nogle år, men følte ikke rigtig at jeg havde fået brugt det i det omfang, som jeg havde forestillet mig inden jeg foretog den store investering. Det var på tide at få nogle dyk fra hånden. Og hvor ville det være bedre at gøre det end i et krystalklart varmt koralhav? The Great Barrier Reef for eksempel?



I juni 98 vandrede jeg glad ud fra eksamenslokalet på Populationsbiologisk Afdeling ved KBH's Universitet. Ikke fordi det var gået godt, men fordi jeg vidste at jeg ikke skulle åbne en biologibog igen før februar 99.

Turen fra Kastrup til The Wall på McKay Reef.

Efter et par dage i Singapore (Suunto dykkercomputere som armbåndsur til 2400 kr, og digitale Citizen Divewatches til ca. 1250 kr) landede jeg sammen med min studie- og rejsekammerat Janus i Sydney. Det var tidligt forår, koldt, regnende og vi havnede i Kings Cross, Sydney's Vesterbro. Ikke lige hvad vi havde rejst 20.000 kilometer for at opleve. Så vi skyndte os at købe en gammel stationcar, og et par uger senere fandt vi os selv dækket af sved på indfaldsvejen til Cairns i det nordlige Queensland. Heden var ulidelig, solen bagte fra en skyfri himmel, dunsterne fra vejkantens eukalyptustræer sveg i vores næser, og vi sukkede efter at komme i vandet.

Janus kom på dykkerskole og fem dage senere sejlede vi for fuld skrue afsted mod de nordligste og yderste af de turistbesøgte rev i The Great Barrier Reef. Vi var ombord på TAKA II, en dykkerbåd som jeg havde fået anbefalet hjemmefra.

De næste tre dage blev tilbragt i havet med dykkercomputere inkluderet i prisen. Tre dyk om dagen og et enkelt natdyk. 1600 kr var en smule pepret, men hellere én lang god tur end mange korte til de mere turistbefængte rev.

Mine forventninger var skruet en anelse ned efter et rigtigt skuffende dyk ved Hook Island i The Whitsundays længere mod syd. Sigtbarheden havde været elendig på grund af tidevand og skiftende vind. Jeg havde forventet krystalklart vand, kæmpe manta rays og hvalhajer, men ak og ve, jeg fik i stedet et dyk på 6 meters dybde med en sigtbarhed på tre meter. Det eneste lyspunkt havde været to lækre kulørte nøgensnegle, som jeg tilfældigvis kunne genkende fra et projekt jeg havde lavet året før om marine fladorme og nøgensnegle i koralrev.

På revene som Taka besøgte var oplevelserne ganske anderledes. Vi startede ved det "berømte" Codhole (jeg havde aldrig hørt om det, men alle andre kendte det tilsyneladende), hvor et par kæmpe potato cods (kartoffel torsk!) og maori wrasses (napoleon fisk) blev fodret, fotograferet og klappet af en hærskare af dykkere, der iblandt 50% japanere. Sigtbarheden var væsentlig bedre end ved Whitsundays og min optimisme steg kraftigt. De næste dyk ned langs the Ribbon Reefs var alle suveræne. Jeg kiggede efter fladorme og nøgensnegle, men blev ved med at svømme på hvilende revhajer (whitetips). Snart blev jeg offer for alle de andre turisters store misundelse og jeg blev døbt "Sharkbait". Jeg har stadig ikke fundet ud af om det var positivt ment...

Af gode dyk var Steve's Bommie absolut et af de bedste. En stor koralsøjle, et stykke fra de nærmeste større koralrev, dannede en oase i en sandørken for store stimer af fisk. Den havde fået navnet efter at en fridykker var omkommet på stedet. En lille mindeplade var sat op på 25 meters dybde. Vi dykkede ned til 30 meter og påbegyndte så opstigningen i spiraler rundt om søjlen. Flere gange undervejs havde jeg bådens kok under heftig mistanke for at have puttet euforiserende midler i vores morgenmad. Jeg så både revhajer, cuttlefish blæksprutter, kulørte fladorme, spraglede nøgensnegle, lionfish (dragefisk), enhjørningefisk, smukke koraller og kæmpe stimer af fisk i alle farver.

Et par nætter før vi tog ud med Taka havde der i det meste af the Great Barrier Reef været "coral spawning". Coral Spawning er korallernes årlige sexorgie, hvor alle korallerne i hele revet samtidigt frigiver sæd og ægceller i vandmasserne for at øge chancen for at det enkelte befrugtede koralæg og den efterfølgende larve overlever koralrevets rovdyr. Efter sigende skulle det ligne et omvendt snevejr, hvor snefnuggene frigøres i små kugler fra koralpolypperne og stiger til vejrs i vandsøjlen. Det sker normalt i starten af november lige omkring fuldmåne, men vejret skal normalt være optimalt med den rette temperatur og havblik. Vejret havde været dårligt og sexorgiet fandt sted rundt omkring i revet spredt over en tre-fire dage.

Den sidste nat ombord udførte vi et natdyk i The Beer Garden. Vi gik ned lige efter solnedgang og mit dyk blev hurtigt belønnet med en kæmpe halvanden meter lang luggerhead turtle sovende under et koralfremspring. OG vi var så heldige at kunne observere efterdynningerne af korallernes kønnede formering. Overalt omkring os var der smådyr i vandet. Børsteorme, fiskelarver, krebsdyr og andet kryb som ikke lige lod sig genkende. Det var meget spøjst at kunne observere halvgennemsigtige småkryb vride sig spøgelsesagtigt igennem vandmasserne overalt omkring sig.

Hjemme på fastlandet igen måtte jeg sige farvel til min dejlige svenske dykkemakker Charlotte. Janus' luftforbrug havde tidligt betydet at jeg måtte skifte makker, og jeg må nok tilstå at Charlotte havde vist sig at være væsentlig mere spændende at dykke med...

Tidspunktet var kommet, hvor Janus og jeg for en tid skulle betræde hver sin sti. Janus havde fundet sig en lille aerodrome og var fast besluttet på at tage sig et flyvecertifikat. Jeg selv havde hjemmefra gjort mig håb om at kunne finde mig et job på en dykkerbåd. Jeg rendte rundt nede på havnen i Cairns i et par dage, og Lykkens Gudinde viste sig at have kastet sit gyldne blik på lille mig.

Jeg kender en gut fra mit studie, som havde arbejdet på en dykkerbåd i Cape Tribulation lige nord for Cairns. Jeg opsøgte kaptajnen og fandt en fyr med solhærget ansigt, langt hår samlet i en fletning og hår hele vejen op og ned af mave, bryst, nakke og ryg nikkede og sagde "Good on ya mate! I need crew in Cape Trib. You're on!"

Sådan mødte jeg Beast... Min mentor og slavepisker gennem de næste fem uger. Næste dag sad jeg klokken seks om morgen som passager i Beast's truck på vej nordpå til Cape Tribulation.

Kort beskrevet er Cape Tribulation en pynt der rager ud i havet. Det der er specielt ved denne pynt er dog, at den er dækket af verdens ældste regnskov - the Daintree Rainforest, samt at den er omgivet af omkransende koralrev, og således er det eneste sted i Verden hvor to World Heritage områder glider lige over i hinanden... Et paradis på Jord.

Jeg blev indhuset i en villa midt i junglen sammen med resten af besætningen. Rigtig søde mennesker.

De fleste var rejsende, der ligesom mig var kommet ombord for at dykke gratis, hjælpe med driften af båden og få sig et Divemaster bevis. Huset havde ingen glas i vinduerne og ingen døre der kunne lukkes. Selv sov jeg på terrassen i en hængekøje under et myggenet, med slanger, rotter og edderkopper kravlende rundt overalt omkring os (jeg lyver ej!).

Klokken 7 nul dut hver morgen stod vi op, drengene barberede sig, og klokken 7.30 blev vi hentet af skipper i en terrængående truck (Der er ingen asfalterede veje i området). Nede i bugten skulle gummibåden hentes af en frivillig. Da det blev Box Jellyfish sæson gik vi over til at trække lod om hvem der skulle vade ud mellem de dødsens farlige gopler og hente den opankrede båd. Ud af seks mennesker lykkedes det mig at blive den uheldige taber seks dage i træk... Hvad er sandsynligheden for det? Heldigvis slap vi alle for ubehageligheder med goplerne.

Da der ikke var en havn i området skulle der hver dag slæbes benzin ombord på The Junglediver. The Mothership. Som lå opankret i orbit på dybt vand. Dykkerudstyr skulle klargøres, flasker fyldes, mad tilberedes og uniformer påtages. Så var vi klar til at transportere dagens op til 27 gæster fra bountystranden og ud til båden. Efter en opildnende velkomsttale blev turboen slået til og den store motorbåd fløj med warpspeed ud til koralrevene 45 minutter væk. Der blev valgt opankringssteder alt efter vejrforholdene, og kvaliteten svingede utroligt meget på de forskellige rev. Med to stop hver dag brugte vi oftest McKay Reef, som var godt beskyttet mod bølger af en lille koralsandø. Gæsterne havde mulighed for at snorkle, både med "tourguide" eller med privat "lifeguard", hvis de var usikre eller aldrig havde snorklet før. Så var der mulighed for introduktionsdyk, hvor folk uden certifikat kunne prøve dykning på lavt vand. Og endelig guidede dyk for gæster med certifikat.

Nu sidder læseren sikkert og rynker på næsen... "Introduktionsdyk for folk uden certifikat!". Og det bliver værre endnu. En SSI instruktør må efter en briefing alene tage op til SEKS totalt uerfarne dykkere med ned. Jeg rynkede selv på næsen da jeg hørte dette. Heldigvis fandt folkene på the Junglediver selv dette for temmeligt uansvarligt. Men det ergod business at kunne tilbyde dyk til uerfarne landkrabber og rutinen på båden var at instruktøren altid gik ned med max to introer, og evt. en divemaster med to yderligere lige bag sig. Introerne blev hele tiden holdt i hånden, eller klemt fast under armene for at etablere kontrol og kontakt.

Jeg var noget forbavset da jeg på min første dag ombord i kraft af mit CMAS*** blev kastet i baljen med instruktøren og fire introer. At holde styr på to andre dykkeres afbalancering og samtidigt kompensere for at den ene pisker med finnerne og svømmer med hovedet nedad, imens den anden ikke rører sig og må slæbes afsted, er ikke helt let. Samtidigt skulle man hele tiden være lige bagved instruktøren og undgå at dykkerne kværnede korallerne til kalkpartikler med deres finner.

Det er muligt at håndtere, og det virkede med lidt øvelse forbavsende godt. Der var ofte folk, som var meget usikre og bange for at være under vand (underligt nok!). Det største faremoment som vi skulle være opmærksomme på var panik og efterfølgende ukontrolleret opstigning med emboli som følge. Men opmærksomhed, langsom neddykning, en lav dybde og et godt tag i folk beroligede langt de fleste. Og så snart introerne fik øje på korallerne og med begejstring fik udpeget klovnefisk, sweetlips, stingrays og andre spændende vidundere forsvandt de sidste rester af usikkerhed.

Det jeg selv syntes bedst om, var at være guide for de certificerede dykkere. Så var der tid til at kigge på omgivelserne og vise dykkerne spændende dyr, som de ellers ikke ville have set. Bl. a. stingrays skjult i sandet, nedgravede konkylier, nøgensnegle, og koraller som turisterne kunne røre ved uden at ødelægge og blive brændt på. Samt hvilke søpølser, kæmpemuslinger, søstjerner og gopler der kunne håndteres. En direkte kontakt med dyrene var noget som de fleste aldrig havde prøvet før, og derved blev dykkene i særklasse for gæsterne. Som guide var det selvfølgelig vores ærefulde hverv, som forbilleder, at sørge for at kun dyr der kunne tåle håndtering blev rørt, samt at rende efter distræte italienske dykkere der var på afveje.

Hvis jeg havde haft tiden var jeg med glæde blevet i længere tid. Men efter fem uger var Janus færdig med sin flyvetræning og pludselig en dag stod han nede på stranden, rastløs med sit flyvecertifikat i hånden. Det var blevet tid til at tage videre...

Jeg afsluttede mit ophold på The Junglediver med et dyk på The Wall af Mckay Reef. Et driftdive langs en koralmur med massere af overhæng og huler. Jeg ville overraske vennerne, der var nede som guider, og satte mig på deres rute i en undersøisk hule, svævende i yogastilling med en aktiv mushroom coral på hovedet (ligner en paryk). En anelse latterligt. Det tilstår jeg gerne, men det lykkedes mig at få de andre til at bryde sammen af grin, hvilket under vand er temmeligt uheldigt. - Mission accomplished - Og så lige den traditionelle Boathull Walk, hvor man med opdrift, hovedet nedad og uden finner vandrer henover bunden af dykkerbåden. Turisterne troede forståeligt nok at jeg var rablende vanvittig.

Og det var så mit dyk nummer 102, og nummer 60 på to måneder i Australien.

Senere var jeg ude og flyve i en enmotors Skyfox Gazelle med Janus som privatchauffør. Derefter fulgte riverrafting, moonwalking på Ayrs Rock nytårsaften, giftdyrssafari i South Australia og meget, meget andet. Men det er en anden historie og den bør fortælles en anden skønne dag eventuelt foran pejsen, godt rustet med et glas cognac i den ene hånd.

Lars P.W. Nielsen







Denne artikel kommer fra Vedbæk Sportsdykkerklub
http://vskdyk.dk/

Internetadressen til denne artikel er:
http://vskdyk.dk//modules.php?name=News&file=article&sid=56