På skovtur i tangskoven
Dato: Mandag, 18. december 2017 kl. 13:49:29
Emne: Andet




Da vores egen Morten Beier blev portrætteret i Sportsdykkeren sidste år, røbede han sit yndlingsdykkersted: Tangskovene uden for den kaliforniske og mexikanske kyst. Kig en gang forbi tropicicedive.com og find Mortens fantastiske billeder derfra under ”San Benitos”: Tangen breder sine blade over dykkeren som højtragende trækroner, sæler snuser nysgerrigt til kameraet, en stor vandmand svæver majestætisk forbi og et detaljebillede får tangens fine perlekæde af luftblærer til at ligne et gyldent smykke. Familiens ferieplaner for i år førte os til Kalifornien, og jeg var ikke et sekund i tvivl: Jeg skulle på skovtur i tangskoven!

 

Mens Morten havde set de op til 30 m høje tangplanter langt fra kysten fra en liveaboard-båd, nøjedes jeg med en enkel dags stranddykning. Der vokser tang op og ned ad hele den kaliforniske kyst, men vind og strøm kan gøre det mange steder til et lotterispil at planlægge et dyk på en bestemt dag. Montereybugten lovede lidt mere stabile forhold og et dykkercenter med en meget fornuftig omtale på TripAdvisor, så det blev der, jeg meldte mig til. Lige vest for Montereys havn ligger den lille San Carlos-strand, højst på størrelse med Vedbæk nordstrand. Ikke desto mindre er det et af Kaliforniens mest travle dykkeruddannelsessteder. På en sommersøndag tumler sig op mod 300 dykkerelever på og uden for dette lille stykke strand. Så var det godt, jeg kom på en mandag. Klokken halv otte om morgenen var min guide Adam og jeg de eneste på stranden. I løbet af dagen fik vi hilst på et par enkelte andre dykkere, allesammen lokale og med årtiers dykkererfaring. Tangskoven på stedet var nok mere af en tanglund og stod lige på ydersiden af havnemolen. Bladene i overfladen så ikke ligefrem imponerende ud. Men det ændrede sig straks under overfladen. Vandet og forholdene virkede meget bekendt: 13°C på 10 m dybde, 5-8 m sigt og en halvnøgen sandbund. Men så lukkede tangens kroner sig over os, det grå dagslys blev erstattet af grønlig skovdæmring og det vrimlede af liv. Farvestrålende rockfishes og bittesmå grå fladfisk svømmede omkring. Stribede rejer og overdådigt pyntede decorator crabs løb rundt mellem stenene. Der var søagurker med brede pigge på huden og mange forskellige slags nøgensnegle. Señoritas, Kaliforniens svar på havkaruser hvad angår størrelse og hyppighed, genkendes lige som vores hjemlige fisk ved pletten på haleroden. Vi snoede os rundt mellem tangstammene i den grønne skumring i en 40 minutters tid, inden det var tid til at vende tilbage til skovbrynet og derfra til stranden.

 

Oppe på stranden havde solen brændt et hul i den sædvanlige højsommerdis. Diset gør, at temperaturerne ved kysten holder sig ret moderate hele sommeren igennem og aldrig kommer i nærheden af de ørkentemperaturer, der hersker lige på den anden side af det næste bjergkam. Jeg havde lejet hele udstyret på nær masken for at spare på bagagen og var glad for, at jeg ikke dykker i en våddragt herhjemme. Hatten af for jer, der gør det! Da vi var varmet godt igennem, skiftede vi flasker og gik hen ad stranden til startpunktet til et lidt anderledes andet dyk.

 

Monterey har tidligere været kendt for sine mange sardindåsefabrikker. Livet i fabriksrækken er livligt beskrevet i John Steinbecks roman ”Cannery Row” fra 1945. Dengang hed gaden Ocean View Avenue, men siden bogens store succes er den blevet omdøbt til Cannery Row. De fleste af bygningerne er der ikke mere – da det gik nedad med sardinfiskeriet, løste flere af fabriksejerne efter sigende finansproblemerne ved at udløse deres brandforsikring. Fiskerne plejede at aflevere deres fangst i sardine hoppers, store trækasser, som svømmede for anker uden for fabrikkerne. De er der selvsagt heller ikke mere. Fra kasserne blev fiskene igennem metalrør pumpet ind til fabrikkerne, som på høje træben ragede ud over vandkanten. Metalrørene er der endnu, bevokset med muslinger og rurer. Nogen af dem kom vi forbi på vores andet dyk. Et stort nedlagt  kloakeringsrør var der også. Vi fulgte det i ti minutter hen over sandbunden ud på dybere vand. Undervejs kom vi forbi små grupper af de høje tangplanter, og i rørets ende boede en stor lingtorsk. Ikke langt derfra rejste et meget pænt lille rev sig, bevokset med store hvide sønelliker. Vi svømmede en tur rundt om revet og begyndte så at følge røret tilbage til stranden. Efter få meter skiftede lyset. Da vi så op, fik vi øje på en kæmpestor sværm af små brandmænd, der elegant sejlede forbi over os. Der var inge tvivl om, at Adam var vildt begejstret over synet. Vi gjorde os flade på bunden og lod armadaen sejle forbi. Sværme som denne gæster bugten kun med flere års mellemrum, fortalte Adam senere. Tilbage ved starten af røret gjorde vi os klar til opstigning og fik selskab af en spættet sæl, som endte med at stikke hovedet op over overfladen samtidig med os og følge os på kort afstand næsten hele vejen ind til stranden.

 

Næste dag var det familiens tur til at se på fisk. Monterey har et stort akvarium, som ligger i en tiloversbleven fiskefabrik i den anden ende af Cannery Row. Der var virkelig meget at se, ikke mindst en roterende sildesværm i det kæmpestore pelagiske bækken. Ligeledes anbefalelsesværdig var det hawaiianske restaurant med det sigende navn ”Hula’s” lige ved siden af dykkercentret på Lighthouse Avenue. Her får man serveret poke, en hawaiiansk ret med rå fisk, som ifølge menukortet er fanget efter de bæredygtighedsregler, vi havde fået stukket i hånden nede på akvariet. Så har vi været hele vejen rundt om Cannery Row!







Denne artikel kommer fra Vedbæk Sportsdykkerklub
http://vskdyk.dk/

Internetadressen til denne artikel er:
http://vskdyk.dk//modules.php?name=News&file=article&sid=483