Dato: Onsdag, 12. august 2015 kl. 21:13:59
Emne: Ture/aktiviteter


”Multe, multe, multe…” Sådan var lyden fra 6 forventningsfulde dykkere, som havde sat hinanden stævne en solbeskinnet lørdag formiddag på Korsør havn. Planen var at sejle til Sprogø, eftersøge hele nordsiden efter UV-jagtens, vel nok, største drillepind og derefter bekrige bropiller og ankerblokke efter flade og torsk.



”Multe, multe, multe…” Sådan var lyden fra 6 forventningsfulde dykkere, som havde sat hinanden stævne en solbeskinnet lørdag formiddag på Korsør havn. Planen var at sejle til Sprogø, eftersøge hele nordsiden efter UV-jagtens, vel nok, største drillepind og derefter bekrige bropiller og ankerblokke efter flade og torsk. Efter en haste-tur til T-Hansen efter nyt batteri til Springeren var vi klar.

Afgang fra Korsør, men der skal liiige konfereres med brovagten og VTS storebælt først

Allerede inden afgang skulle turens første overraskelse dog indtræffe. Henrik havde nemlig valgt at iføre sig 3 mm shorty (!) hvilket i sagens natur gav anledning til løftede øjenbryn hos de andre i 7 mm glatskins dragter. Henrik var dog ved godt mod og efter 2-3 ekstra korrespondancer med brovagt mm., var det fremad mod storebælts forjættede land. Alle 6 blev smidt i vandet langs med nordmolen af Sprogø (Henrik tæt på Springeren) og så blev der ellers dykket. Multerne skulle dog glimre ved deres fravær (Mikkel påstod at han havde set én, men i UV-jagt kredse er han kendt som én der pynter på sandheden (misundelse er en grim ting red. Mikkel aka Multekongen) ). Anders og Kaj havde derimod fået skudt to torsk. Anders’ var af anseelig størrelse, mens Kajs var på målet.

Under den hviiiide bros sejlede en båd for øh seks?

Dernæst stod ankerblokkene for tur og igen glimrede multerne ved deres fravær. Til gengæld vrimlede det med skrubber -  flere af dem af anseelig størrelse og tykkelse.

Østlige ankerblok

Det gav fangster til de fleste, men den stærke strøm gjorde det til et hårdt dyk. Tiden nærmede sig frokost og efter at have smidt Claus C. i havn så han kunne tage til fødselsdag skulle der en ny plan på bordet.

Allan var nu godt træt af at høre om ikke-eksisterende multer så han krævede torsk på bordet. Vi bevægede os derfor mod bropillerne. Til vores store overraskelse er der ikke særlig dybt omkring dem (6-7 meter) og ingen huler, så det projekt blev opgivet. Vi forsøgte os med drivdyk under broen. Kaj og Allan blev smidt i syd for broen, dykkede på 7 meter og lod strømmen flå dem hen over muslingebankerne. Den dårlige sigt (2-3 meter) gjorde det svært at finde fisk, men underholdende var det.

Vi nærmede os slut på dagen og på vej mod havn blev vi enige om at tage et hurtigt stop ved bølgebryderen foran Korsør havn. Mikkel smuttede på ydersidens mens Kaj og Anders dykkede efter torsk på indersiden.

Molen ved Korsør - spot en dykker

Pludselig dukker der 4 multer op mellem Kaj og Anders, men desværre formåede de at udmanøvrerer begge dykkere og 20 min. snigen rundt mellem stenene gjorde intet godt. Til sidst var det jo bare at kapitulerer og hente Mikkel på ydersiden. Til Mikkels store glæde (og visse andres frustration) vrimlede det med multer på ydersiden. Mikkel havde skudt 3 (største på 3.3 kg) og set omkring 20. Kaj og Anders strøg i vandet, men væk var stimen.

Lige knap 9kg multe fordelt på 3 fisk

Mikkel var naturligvis ikke til at ”skyde igennem” resten af dagen, så for at trumfe ham vælger Kaj at hjælpe en lystfisker i havnen med en bjærgning. Han scorede dermed 6 kolde Tuborg og en selvudnævnt titel som ”dagens bedste fangst”.

Alt i alt en skøn dag på havet.

Skulle man have lyst til selv at prøve kræfter med UV-jagt skal man ikke tøve med at kontakte os i uv-jagt gruppen. Vi vil så gerne have flere legekammerater og højsæsonen for uv-jagt nærmer sig med lysets hast.

 

På vegne af gruppen

Kaj

 

Dagens hold bestod af:

Mikkel Østergaard

Anders Hay-Schmidt

Claus Corneliussen

Henrik Risager

Allan Norsk

Kaj Jensen







Denne artikel kommer fra Vedbæk Sportsdykkerklub
http://vskdyk.dk/

Internetadressen til denne artikel er:
http://vskdyk.dk//modules.php?name=News&file=article&sid=477