The Thistlegorm
Dato: Tirsdag, 29. oktober 1996 kl. 20:22:46
Emne: Nyt fra klubmedlem




På generalforsamlingen nævnte jeg, at vi mangler ferieartikler til Drivtømmer og at det er SSK medlemmers største pligt efter en ferie, at skrive en artikel om dykning.

Med dette og som forgangseksempel vil jeg tage udgangspunkt i Dicas og min ferie i oktober måned til Sharm El Sheikh, Sinai, Egypten, hvor vi var 13 dage på ferie, heraf 8 på båd.

Båden, Colona 5, er der ikke meget at skrive om udover ordet „flydende vrag" og en divemaster, der var ligeglad med hvordan dykkene forløb.

Ombord var 8 gæster, os, 5 englænder hvoraf 2 par og en newzealænder der dykkede med hoved under armen, det tætteste man kunne sige om hans IQ og dykning, såsom foretage et natdyk alene.

Dykkene var til gengæld særdeles gode, med sigt op til 50 m og fuldstændig blåt vand, under nogle dyk ved Straits of Tiran. Det var en stor oplevelse at dykke under disse forhold, men de bedste 2 dyk var nu på vraget af The Thistlegorm.

The Thistlegorm var et skib på vej fra England, syd om Afrika og skulle gennem Suez-kanalen med militært udstyr til de britiske tropper i Nord Afrika under 2. verdenskrig. Skibet der var 126 m langt lå for anker d. 6. oktober 1941 da det om morgenen kl. 1.30 blev angrebet af tyske bombefly, blev ramt af 2 bomber i 4. lastrum og sank meget hurtigt og tog 9 besætnings medlemmer med i dybet. Det militære udstyr ombord på The Thistlegorm bestod af støvler, rifler, motorcykler, jeeps, lastbiler, damplokomotiv med tender og meget mere.

Det var med stor spænding, at vi begav os afsted mod positionen for dette vrag. Vi havde tidligere haft et nedbrud på vores kompressor, så vi måtte retur til havnen og hente fyldte flasker. Så da vi ankom til positionen, havde de dagbåde der var taget tidligt afsted, allerede sendt dykkere i vandet. Dette gav os den fordel, at da vi skulle i vandet og kom ned til vraget var vi alene, 8 personer på et vrag på 126 m´s længde. Fedt ikk!

Jeg havde et stort ønske om, at få taget et billede at skruen og Dica taget i fiskeperspektiv, men fik fortalt at dybden var 36 m og opgav dette. Øv!

Vraget var sprængt bag broen således, at hvad der var tilbage af skibet lå 80% foran hullet og resten bagud. Vi valgte stævnen med alt dens tilbehør, det var kræs for dykkere. Vi valgte turen fra et påbindings sted bag broen og fremad i styrbordsside til stævnen og tilbage i bagbordsside. Under vejs var vi lige nede i lastrummene, der kunne rumme et mindre hus og se på jeeps, motorcykler og andet spændende udstyr.

Vores 1. dyk var på toppen af vraget og lastrummene, sigten var god, men kunne være bedre.

Efter vi var kommet op på Colona 5, kom vores famøse newzealænder op med en tom flaske, der var luft til 10 indåndinger, han måtte have luft på dekostoppet fra en anden dykker, sikken en nørd. Vi holdt derefter en pause på nogle timer, hvor vi snakkede om dykket. Her fik jeg fortalt, at skruen er på 30m, men ellers er der ikke noget at se på. Det bedste ligger fremad.

En ½ time før vi skulle i vandet, knak vores påbindings tov og vores divemaster måtte i vandet igen for 3. gang. Så var det slut for ham, at dykke mere denne dag og han sendte sin kæreste(vores værtinde) ned med os, hun havde 20 dyk og skulle holde øje med os, hvilken sikkerhed Hun løb tør for luft og måtte afbryde dykket 15 min før os.

.
Denne gang var der bundet på, lige over forreste lastrum og sigten var god, meget god. Dica og jeg havde besluttet, at hvis det var muligt, så ville vi lave „ a penetration", gennemsvømme vraget indvendig. Dette var og er den største oplevelse, vi nogensinde har haft under et dyk. Tænk at svømme omkring 60m gennem et vrag og tælle gamle motorcykler, kigge på lastbiler, elinstallationer o.s.v. samt fotografere dette. Det var bare feeeeeedt, super fedt.

Vi svømmede fra forreste lastrum til 3. lastrum.

I 1. lastrum var der mindre lastvogne og jeeps, derefter fulgte vi en gang til 2. lastrum, der var fyldt med motorcykler. Her var det tydeligt, at souvenir jægere havde været på rov, alle motorcykler manglede styr og forlygter, ellers var det fantastisk, at se motorcykler stå side ved side. Vi stoppede ved et rum, der var fyldt med elinstallationer og tog nogle få billeder, for derefter at forsætte gennem en mørk gang til 3. lastrum, hvor der var en stor lastvogn.

Herfra steg vi op på dækket og kiggede ind i kaptajnens kahyt og badeværelse.

Jeg overvejede at stige op i badekarret og tage et bad, men indgangen var for smal, så jeg fik desværre ikke noget bad denne dag. Vi forsatte dykket fremad i styrbords side, for at støde sammen med de andre ved tovet og tage et gruppe billede. Vores sidste oplevelse var at lave dekostop på 5m, minus vores newzealænder, ham kunne vi ikke finde. Jeg tror ikke at de andre nogensinde havde lavet dekostop på et ankertov før, for det ene øjeblik var vi på 2m derefter var vi på 8m, jo-jo dyk var det.

Gæt hvem der igen kom op som sidste mand med et næsten tom flaske, rigtigt, vores newzealænder.

Dette var afslutningen på 2 suveræne dyk, de bedste vi nogensinde har foretaget.

Hvis du kommer til Røde Havet, bør du prøve at dykke på The Thistlegorm, det er fantastisk, men det anbefales kraftigt, at medbringe din egen makker, en som du kan stole på.

 

Stol ikke på de indfødte/turisterne og deres dykkemetoder.

Michael Jensen







Denne artikel kommer fra Vedbæk Sportsdykkerklub
http://vskdyk.dk/

Internetadressen til denne artikel er:
http://vskdyk.dk//modules.php?name=News&file=article&sid=45