Vedbæk Sportsdykkerklub - Hajer i farvandet!

På utallige opfordringer (eller i hvert fald en), har jeg forfattet et indlæg til argurketidsudgaven af Drivtømmer, om hvorledes jeg fik den modbydelige trang til at tilbringe mine weekends i Pløresund og iørigt fylde badeværelset med oceaner af vådt udstyr.

Det hele begyndte, da en tidligere kollega og nuværende klubkammeratinde med store overtalelsesevner, havde lokket mig til Vedbæk hin november aften 1994, hvor SSK holdt den årlige `hverve-aften' til vinterens CMAS ** kursus. Mine dykkererfaringer indtil da, indskrænkede sig til et `hyggedyk', med en blæsende automat, på Cypern for en del år siden, samt en række `Kamikaze-fridyk' (til dybder, der ikke egner sig til genfortælling i dette seriøse forum) i Middelhavet i den nys overståede sommerferie. Det var en ganske fornøjelig aften (tydeligst i erindringen står Mette og Lones udstyrsdemonstration, hvor Lone stod med sine 8 kg bly, medens Mette påstod, at man skulle påregne at bruge 10% af sin kropsvægt - de dykkere må vist være gjort af et særligt stof :-) ). Nå det hele endte med, at jeg tilmeldte mig kurset.

Den 6 januar gik det løs - troede jeg. Jeg mødte op på en øde skole, med mit Mares ABC-udstyr indkøbt i Grækenland, til noget der senere skulle vise sig at være 40% af prisen på det danske marked, og glædede mig til at starte på dykningen; men vi blev sat igang med at svømme den ene bane efter den anden efter den tredje efter den fjerde efter den... Var jeg gået forkert? Betød SSK: Søllerød Svømme Klub? Al frygt var ubegrundet, de næste mange fredagsaftener blev tilbragt under vandet - og under dynen ved hjemkomst - gud, hvor bliver man træt af dykning.

Lidt om instruktørerne. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg i starten tænkte: „Disse mennesker lider vist af et militærkompleks!". Jeg havde aldrig før mødt nogle der råbte så højt og så længe. Det viste sig dog snart, at de var fredelige og ganske hyggelige mennesker.

Så kom vores udstyrs-weekend (efter sigende en nyskabelse på kurset). Fredag aften tilbragte jeg ca. en time ovenvande i min våddragt - et eller sagde mig, at det er sådan en nok ikke beregnet til; mit ansigt antog nemlig en dybrød farve. Jeg havde omtremt samme oplevelse, da jeg sad som Standby-dykker på stranden ved Hornbæk i 30 graders varme sidste søndag (sidste søndag skal tages ret bogstaveligt, hvis vores redaktør udsender bladet rettidigt). Lørdagen skulle blive den vådeste dag i mit liv (hvis jeg ikke medregner Sjælland Rundt i '87, i gennemblødt sejlertøj og et par danske gennemsnitssomre) - jeg og de øvrige kursister ej at forglemme, tilbragte effektivt 9 timer i vandet. Jeg erfarede at Lones 8 kg bly, hørte til i småtingsafdelingen. Jeg mødte op med en tilsvarende mægde, men fandt hurtigt ud af, at jeg skulle bruge mere, hvis jeg da ikke skulle tilbringe resten af min tilværelse som dykker i overfladen. Behjælpelige instruktører begyndte at fylde min BCD med bly, hvilket resulterede i en voldsom slagside, men ned kom jeg. Michael lånte mig sit tørdragtsbælte (12kg) og endelig følte jeg mig tilrette i mit nye element (det skulle dog vise sig, at jeg skulle få behov for mere vægt da jeg kom udendørs - mit bælte er det grønne SeaQuest med 2 grønne 4-pundslodder og 2 grønne 12-pundslodder - jeg tør ikke tænke på den dag, hvor jeg anskaffer mig en tørdragt).

Den 5. marts skulle vi starte udendørs. Min D-timer informerede mig høfligt om, at vandet var 2 grader varmt - det havde den dog ikke behøvet. Efter en „veloverstået" overfladesvømning sad en forsamling af kursister omkring frokostbordet og talte russisk (Læs: frosne kæber).

Senere kom vi til bjærgningsøvelsen. Her besluttede jeg at anvende en ny teknik, til at opnå den perfekte afbalancering. U-både bruger ikke BCD'ere, men har et sindrigt system af ballasttanke, tanke med komprimeret luft osv. Hvorfor kan dykkere ikke gøre næsten det samme? Jeg gjorde i hvert fald et ihærdigt forsøg og indtog (læs: slugte utilsigtet) omkring en liter havvand, og ankom i fin stil til Triton med min nødstedte dykker. Da vi var kommet vel ombord, ville min mave dog ikke være med til dette eksperiment længere: De, som ikke var tilstede var sagtens gætte sig resten af forestillingen.

Endelig skulle vi dykke på vores første vrag: Tvind/Twin/..../?, ud for Helsingør. Her erfarede vi at instruktører er mennesker ligesom os andre. Eksempel: Hvis du skal ud for at dykke og dykkerlederen tilfældigvis hedder Mette og hun møder op i netstrømper og ligner noget katten har slæbt hjem, så tilbyd hende en håndfuld Panodil og lad endlig være med at tale alt for højlydt. Vraget (denne gang ikke Mette) var dog ikke voldsomt interessant - ingen guldskatte. (Forfatterkommentar: „Undskyld Mette, men jeg kunne ikke modstå fristelsen - håber på din snarlig tilgivelse").

Den 12. april oprandt dagen hvor jeg skulle aflægge den sidste prøve (jeg havde medbragt Michaels favorit-drops, hvis der skulle bestikkes): „Dybdedykket" (jeg må dog tilstå at have fridykket dybere). Dette foregik ved Hven på „Livlig". Kulissen var perfekt: Solen skinnede, der var havblik og vandet var usædvanligt klart. Da vi lå ved ankertovet på 10 meters dybde kunne man tydeligt se den resterende besætning på Triton spejdende efter os - der var næsrmest tale om caribiske tilstande (bortset fra det nu 5 grader varme vand). Til dem som endnu ikke har været på „Livlig" (skulle der findes sådanne dykkere) så ligger (læs: flyder) der et astronomisk antal kulbriketter på havbunden, som I endelig ikke må tage med op, så de i afskyllet tilstand - lettere ildelugtende - kan stå og pryde reolen i stuen. Det gjorde vi selvfølgelig heller ikke.

Alt i alt var kurset en god oplevelse og jeg vil her benytte lejligheden på „Årgang 95's" vegne, at takke de mange frivillige i SSK, der har muliggjort det. Jeg satser stærkt på at fortsætte som aktiv dykker i klubben og når den tid kommer, få en ekstra stjerne på mit nyerhvervede certifikat.

René Rye Larsen, (næsten) fuldbefaren dykker